Ledelsen i Danmarks største bank kæmper med næb og kløer for at styrke omdømmet blandt danskerne, men det er en overordentligt svær opgave.
Det vurderer flere eksperter over for Børsen, som i går kunne afsløre, at Danske Banks image stadig ligger underdrejet mere end to år efter finanskrisen, og at det reklamebureau, som skulle hjælpe banken videre, på opsigtsvækkende vis netop har opsagt samarbejdet.
Ordførende direktør, Peter Straarup, erklærede sig i december ellers fast i troen på, at bankens image kan genfinde den styrke, det havde før krisen, men ifølge en helt frisk måling fra Yougov er Danske Bank fortsat mindre end halvvejs. Og lektor i kommunikationsstudier på Copenhagen Business School (CBS), Henrik Merkelsen, tvivler på, at banken nogensinde kommer tilbage for fuld kraft.
–Jeg tror, at opgaven er sværere end som så, og jeg mener slet ikke, at det er sikkert, at de kommer tilbage til fordums styrke, lyder det.