Det er tæt på at være meningsløst at tage ordet, hvis man ikke ved, hvad man taler om. Det vil de fleste nok være enige i.

Derfor kan de sidste par ugers turbulens på direktionsgangene godt undre lidt.

Vi har været vidne til adfærd, som ganske enkelt har revolutioneret de grundlæggende principper for kommerciel kommunikation radikalt. Og det er ikke kun på et enkelt område.

Først ser vi en kampagne, hvor man ganske uden blusel og tilsyneladende uden synlig faktuel opbakning påtager sig lederskabet i at udvikle sin industri til helt nye standarder. Dette gør man ved at lancere en kampagne, hvor omdrejningspunktet er ingen ringere end… dem selv.

Dem selv i forhold til verden…. Dem selv som gidsel i en tid…. Det er samfundets skyld. Man er ganske enkelt et uskyldigt offer for et monster!

Om det også er benævnte monster, der gør, at man får startet sin kommunikative adfærd før, man får defineret de værdier, den mission og ikke mindst ambition, virksomheden skal agere på baggrund af i årene fremad, også kommunikativt, kan vi kun gætte os til.

Det kommer lidt an på, hvem dette monster er. Men en ting er sikkert. Monsteret kræver ofre, og ofre får monstret, så meget er sikkert. Filialer og ansatte mærker kniven.

Herfra skal det blot lyde: Skær dybt. For det bliver der brug for.