Der har været stor interesse for udbuddet ”Branding of the Nordics” – samarbejdet mellem Nordisk Ministerråd og Design denmark, der skal videreudvikle og aktivere det nordiske brand.
Ved udløbet af fristen havde Nordisk Ministerråd således modtaget 34 ansøgninger fra virksomheder og konsortier, og fem af dem er nu valgt ud til at give tilbud på opgaven.
Det drejer sig om:
– Brooklyn Brothers & Íslenska
– Mensch, AREA9, Ole Lund og BIG Architects
– Perfect Fools/hasan & partners
– Prime Public Relations
– We Are North (Lead Agency, e-Types, MediaCom, Co Comms, 1508, Gullers Grupp og PR-operatørene)
Profileringsprojektet har dermed haft appel i alle nordiske lande, ligesom der også er kommet ansøgninger fra bl.a. USA, Tyskland og England.
En stor del af ansøgerfeltet består af teams, der er sammensat af både store og små virksomheder, og flere af dem er også tværnationale.
I alt har op imod 100 nordiske kreative virksomheder været involveret i budgivningen, oplyser Nordisk Ministerråd i en pressemeddelelse.
Tobias Grut, som er Brand Manager hos Nordisk Ministerråd, siger om ansøgerfeltet:
– Vi er meget glade for, at så mange kvalificerede ansøgere fra hele Norden har budt på opgaven. Det viser dels, at vi har formået at scope en interessant opgave, men også at udbuddet har været skåret, så det har appelleret til mange typer af bureauer. Og så er vi selvfølgelig glade for at se hvor mange aktører, der har fundet sammen i konstellationer på tværs af grænserne.
Han tilføjer:
– Selvom ikke alle interesserede er blevet shortlistet, så håber vi, at vi med udbuddet har medvirket til at skabe nye nordiske alliancer, som også vil bestå fremover. Nu står vi i den lykkelige situation, at vi har fem ambitiøse kandidater, der på hver sin måde kan komme med et spændende og nytænkende bud på et samlende brand for Norden.
Vinderen af udbuddet ”Branding of the Nordics” offentliggøres den 5. december 2016.