Der er mange – kritiske røster vil sige alt for mange – awardshows i såvel den danske som den internationale reklamebranche.
En af de nyere af slagsen er Lovie Awards, som er en europæisk udgave af Webby-awards.
Jan Godsk, der sad i Branded Content-juryen ved dette års VM i reklame i Cannes, var også et af jurymedlemmerne ved Lovie Awards, og han undrer sig over, at så få danske bureauer gjorde sig bemærkede.
– Jeg er overbevist om, at danske bureauer kunne have klaret sig rigtigt godt i konkurrencen, hvis de havde deltaget, siger han.
Det blev til tre danske priser. Den ene tilfaldt det relativt ukendte bureau KathArt Interactives VisitGreenland-site og den anden såmænd Københavns Universitet, eller helt præcist Copenhagen Institute of Interaction Design (CIID), der løb med en pris i mobilkategorien Experimental and Innovation for dets ”Feel Me”-initiativ. Endelig blev Netpeople belønnet i kategorien “Sport” for deres sociale eksperiment “tweetlethes”
Måske aner de danske bureauer slet ikke, at der er noget, der hedder Lovie Awards. Der er jo så mange?
– Ja, det er da en mulighed, men det synes jeg er ærgerligt, siger Jan Godsk
Hvorfor?
– Det skyldes blandt andet, at kategorierne ved Lovie-awards – i modsætning til eksempelvis Cannes – er rent digitale. Det, der belønnes, er det nyskabende og det anderledes inden for det digitale område, hvor danske bureauer på mange områder er rigtigt langt fremme internationalt, siger Jan Godsk.
Han peger på, at flere af de mest omtalte digitale kampagner herhjemme det seneste års tid ville have klaret sig rigtigt godt i konkurrencen. Kigger man på interaktive video i subkategorien ”Performance and craft”, så har vi mange kompetencer på dette område i Danmark, når man sammenligner disse med internationale bidrag, mener han.
Hvilke?
– Uha, det er svært at pege på nogle specifikke, da der har været rigtig mange gode, siger han.
Under de fire hovedkategorier, finder man subkategorier som animation, dokumentar og interaktiv video, så priserne, der uddeles, er i lige så høj grad en vurdering af Europas bedste contentdrevne ideer i digitale medier, som det er en ”håndværks-konkurrence”.
Jan Godsk uddyber, at i modsætning til VM i reklame i Cannes, så er det nemlig i høj grad det digitale håndværk, der belønnes, og i mindre grad de digitale elementers placering i en større kampagnesammenhæng.
Derfor regnede det heller ikke ned med priser over Cannes Grand Prix-vinderen Chipotle, ”Cultivate a Better World”, ved Lovie-awards.
– Det er uden tvivl en sindssyg flot kampagne, der på smukkeste vis sætter ansvarlighed, mening og holdning på agendaen, men det betyder ikke så meget ved Lovie. Her er det i langt højere grad digitalt håndværk, der belønnes, eksempelvis er et bedømmelseskriterium, hvor godt content udnyttes i sammenhæng med den digitale platform, siger Jan Godsk.
Han peger blandt andet på den tankevækkende ”Forget Me Not”-film, der vandt i kategorien Internet Video Music & Entertainment, som et eksempel på dette. Derudover fremhæver han vinderen af sin ”egen” kategori, Online Advertising Branded Content, ved navn ”Escape the map” fra Mercedes Benz, som nogle af de store oplevelser i forbindelse med Lovie Awards. (Du kan se en film om dette initiativ i bunden af artiklen).
Han opfordrer danske bureauer til at sende ind til Lovie-awards næste år, og gør opmærksom på, at man kan gå ind og se vinderne af de enkelte kategorier ved Lovie-awards nu og stemme på de bedste.
Når stemmerne er talt op uddeles en form for publikumspris, Public Lovie Award, til dem, der får flest stemmer.