Den digitale udvikling har fuldstændig forandret forbrugernes adfærd, og marketingansvarlige verden over kæmper en brav kamp for at omfavne den digitale transformation.
Det gælder også herhjemme, hvor det at mestre nye, digitale discipliner i marketingarbejdet står øverst på mange CMO’ers agenda.
Men hvordan ser det rent faktisk ud med den digitale parathed og evnerne?
Det har Google og Boston Consulting Group set nærmere på i et Digital Capabilities Index, og det er lidt nedslående læsning set fra et dansk og nordisk perspektiv.
Indekset er baseret på svar fra medarbejdere i 27 nordiske virksomheder med roller inden for digital, PR, brand management og forbrugermarketing.
Her er en oversigt over nogle af de væsentligste findings:
- Gennemsnitsscoren for nordiske marketingsansvarlige ligger på kun 51 ud af 100. Dermed er de nordiske lande bagud ift. Benelux-landene, der har en gennemsnitsscore på 55 og Tyskland/UK, der har en gennemsnitsscore på 57
- 65 procent af respondenterne føler ikke, at de har adgang til den læring, der er nødvendig for at de kan udføre deres roller, og kun 27 procent mener, at de har tid nok til at tilegne sig nye kompetencer inden for digital marketing inden for deres arbejdstid
- 50 procent mener ikke, at deres organisationer har en marketingstruktur, der gør det muligt at koordinere effektivt på tværs af kanaler
- 60 procent af respondenterne føler ikke, at deres marketingplatforme gør det muligt at udnytte forbrugerdata effektivt
- Kun 26 procent føler, at deres organisationer bruger data effektivt til at værdisætte og fastsætte de rette budgetter for mobil markedsføring
- Kun 20 procent føler, at de bruger location-based data effektivt i mobile kampagner.

Som en lille krølle på halen skal det nævnes, at undersøgelsen som helhed viser, at folk på C-level generelt vurderer egne digitale evner højere end deres medarbejderes.
I undersøgelsen deltog 172 personer tilknyttet 27 virksomheder i Norden og 515 individer fra 52 virksomheder i Benelux-landene.