Mandag den 2. december var en af de travleste shoppingdage på nettet nogensinde. I Storbritannien meldte man om forbrug for over 5 milliarder danske kroner og i alt 7,7 millioner onlinesalg i anledning af de mange tilbud på den såkaldte ”Cyber Monday”.

Mere end halvdelen – 4,1 millioner ordrer – landede hos e-handelsgiganten Amazon, som i gennemsnit registrerede 47 køb i sekundet. Det må betegnes som en betydelig ordremængde.

I 2012 meldte Amazon om salg for over 125 mia. kr. på verdensplan alene i årets sidste tre måneder. Det tyder på, at salget bliver endnu højere i år. Derfor ansatte e-handelsgiganten 15.000 ekstra medarbejdere som julehjælp i anledning af deres forberedelser til Cyber Monday 2013.

For også at give danske e-handelsvirksomheder mulighed for at få en bid af kagen i den internationale julehandel på nettet, er det danske firma Xspance gået sammen med det internationale postselskab Asendia om at tilbyde adgang til de store internationale markeder med det enorme potentiale.

Henholdsvis ved at koble danske webbutikker op på de internationale salgsportaler og ved at håndtere det logistiske aspekt, som hver anden danske e-handelsvirksomhed betragter som den største barriere for salg til udlandet.

Få adgang til millioner af nye kunder

En af hurdlerne er overhovedet at få adgang til online salgsportaler som f.eks. Amazon, eBay eller Allegro i Østeuropa.

– Mange danske e-handelsvirksomheder er allerede tilstede på internationale markeder, og ellers ligger det typisk i pipelinen, at de vil gå internationalt. Men det kan være både tidskrævende, omkostningstungt og besværligt at starte en webshop i udlandet, siger Christoffer Jørgensen, medstifter og direktør i Xspance, der har specialiseret sig i at give e-handelsvirksomheder adgang til internationale online portaler.

De problemer løser softwaren fra Xspance, mener direktøren:

– Ja. Vi leverer en nem og hurtig opkobling til nogle af verdens største e-handelsplatforme, så virksomhedernes varer også bliver tilgængelige på fx Amazon. Dermed får danske e-handlere en værdifuld ekstra salgskanal. Først og fremmest får de adgang til en helt ny kundeportefølje, og desuden giver det mulighed for at teste produkterne på udenlandske markeder. 

Logistik er den største internationale udfordring

E-handel til udlandet giver dog nogle logistiske udfordringer, når produkterne tæller alt fra designertøj over havenisser til dræbersneglefælder.

Ifølge FDIH og Deloitte’s rapport fra februar 2013 om international e-handel, betragtes logistikken som den største barriere for salg til udlandet af hele 49 pct. af de e-handelsvirksomheder, som allerede sælger til udenlandske kunder.

Desuden siger flere end hver tredje e-handelsvirksomhed, som har planer om at udvide med salg til udlandet, at de også ser distribution og logistik som deres største udfordring. Og det er der ikke noget at sige til.

– Vores kunder rækker fra store danske selskaber til små entreprenørvirksomheder, der arbejder ud af en garage, og via Amazon sælger de pludselig deres ret forskelligartede produkter til mange forskellige lande. Det stiller visse krav til logistikken, siger Christoffer Jørgensen.

Forventningsafstemning med forbrugerne

Mindre udfordrende bliver det ikke af, at 70 pct. af forbrugere i bl.a. Storbritannien, Tyskland, Italien, Frankrig og Italien vil afbryde købet online, hvis der er uventede leveringsomkostninger, fortæller en ny undersøgelse af amerikanske LivePerson. Samtidig har forbrugerne i forskellige lande ikke samme forventninger til, hvordan og hvornår pakken skal leveres.

Hos Asendia Danmark understreger den danske direktør Henrik Bohn, at der er behov for forventningsafstemning med de internationale kunder. Der kan nogle gange være modstridende forventninger på de forskellige markeder – og derfor har mange virksomheder behov for smidige løsninger, der kan tilpasses alt efter destinationen, mængden af salg og kundernes behov for eksempelvis tracking undervejs.

– En one-size-fits-all-løsning er sjældent særlig praktisk, når man har med så mange forskellige slags kunder at gøre. E-handlerne har typisk en meget klar idé om, hvilken slags fragt deres kunder ønsker og forventer, og det varierer selvfølgelig afhængigt af produktet, destination, mængde, osv. Det giver sig selv, at det skal logistikken afspejle, siger Henrik Bohn.

I alt anslås den samlede e-handel over landegrænser i Europa til at blive på mere end 250 milliarder danske kroner i 2013.