Landets største virksomheder har gennem de to seneste år trimmet forretningen og ikke mindst medarbejderstaben markant.
Siden finanskrisen satte ind i efteråret 2008, har landets største virksomheder således sagt farvel til knap hvert femte ansatte, og det er især i det seneste år, at direktørerne for alvor har haft travlt med prikkerunder.
Det viser en gennemgang som Morgenavisen Jyllands-Posten har foretaget på baggrund af de seneste 15 årsregnskaber fra en række af landets største selskaber.
Virksomheder som Danisco, SAS og Bang & Olufsen er blandt dem, der har holdt flest afskedsreceptioner og sagt farvel til mellem hver tredje og fjerde medarbejder.
– Vi har oplevet nogle ganske markante personalereduktioner herhjemme i løbet af de senere år, og nu tør langt de fleste store selskaber ansætte igen. Det sker bare ikke i Danmark, for i løbet af de senere år har stribevis af virksomheder flyttet produktion til Asien og Østeuropa. Det er simpelthen alt for dyrt at drive virksomhed herhjemme, siger Niels Leth, analysechef i investeringsbanken SEB Enskilda.
Analysechefen peger på, at det især er lønniveauet herhjemme, der får mange selskaber til at kigge andre steder hen, når grundstenen til en ny fabrik skal lægges, eller en ny udviklingsafdeling skal etableres.
Hos Nordea understreger seniorstrateg Henrik Drusebjerg, at den seneste tids flotte regnskaber fra landets største virksomheder i høj grad hænger sammen med, at de har sparet sig til succes ved at skære kraftig i antallet af ansatte.