Danske virksomheder dumper i stor stil kreditorerne, når lommesmerter begynder at melde sig. Finanskrisen har således udløst et stigende antal sager, hvor virksomhedsejere flytter aktiver over i nye selskaber og lader kreditorerne tilbage med en lang næse. Ofte er der mistanke om urent trav, men det er dyrt og besværligt for kreditorerne at forfølge sagerne.
Den såkaldte ”Hafnia-model” er veletableret og ikke ulovlig, men advokater, revisorer og forsikringsselskaber melder om et stort antal sager, hvor aktiver er blevet flyttet på et tvivlsomt grundlag.
I en række tilfælde har det udløst bitre opgør mellem aktionærer og kreditorer, der forsøger at rejse erstatningskrav og i nogle tilfælde også politiefterforskning.