Selvom Forbrugerredegørelsen fra november 2005 bl.a. viser, at de danske forældres kendskab til internettets og mobiltelefonens muligheder er ret begrænsede, viser stor EU-rapport om de 12-18 åriges mobil- og internetforbrug, at de danske forældre er meget liberale.
88 % af forældrene giver børnene lov til at bruge MSN, surfe og spille online-spil, som de har lyst til. Og hvad angår mobiltelefon, har 74 % af forældrene ingen spilleregler for børnenes mobiltelefonbrug og mere end 80 % af respondenterne giver udtryk for, at deres forældre er enige i, at det er vigtigt for børn at være i permanent kontakt med venner og kammerater.
– Tallene er udtryk for tillid til børnene og for en afslappet holdning til børnenes forbrug af disse medier. Trods de danske forældres manglende kendskab til mediernes muligheder og generationskløften mellem forældre og børn på disse områder er vi i de danske familier gode til at tale sammen og forhandle uden at opsætte strikse regler og filtre for unge mellem 12 og 18 år, forklarer professor Birgitte Tufte fra CBS.
I øvrigt viser undersøgelsen også, at 27 % af de unge i EU-landene læser mindre nu
end før de fik internet. Og 32 % af dem ser også mindre fjernsyn.