HC Andersens ankomst til København som ludfattig teenager i 1819 danner udgangspunkt for et nyt computerspil, som på eventyrlig vis dramatiserer HC Andersens ungdomsår.
– Med et computerspil om HC Andersens tidlige år vil vi gerne nå de opvoksende generationer, der måske ellers opfatter HC Andersen som lidt støvet og uvedkommende, siger Guppyworks kreative direktør, Per Rosendal.
HCA – The Ugly Prince Duckling er netop blevet præsenteret for alverdens spiludgivere på den gigantiske computerspilmesse E3 i Los Angeles.
– Interessen for The Ugly Prince Duckling var meget stor. Herhjemme i andegården har vi nok været tilbøjelige til at undervurdere potentialet, fortæller salgs- og udviklingsdirektør, Jacob Buck.
Der er også stor tiltro til mulighederne for et nyt HC Andersen eventyr herhjemme. Vækstfonden og Syddansk Innovation har sammen med ejerkredsen netop investeret et millionbeløb i Guppyworks, der ejes af Kongo Interactive, Syddansk Innovation og ledelsen i Guppyworks. pia