Det er populært at stæse gennem byen med et papkrus varm mokka i hånden. Kaffebarerne melder om gyldne tider for den hjemmebryggede sorte drik, og ekspansionslysten i kaffebranchen er enorm.
– Kaffesalget er eksploderet, og det kommer til at blive endnu større. Man kan sagtens kalde det for sort guld. Vi kan se, at vi hele tiden stiger i salget af kaffe, som folk hurtigt skal have med videre, siger Morten Vedel, indkøbschef i 7-Eleven.
Meldingen fra de danske kaffebarer er, at espresso-produkter som Caffé Latte og Cappuccino er boomet i efterspørgsel. Den danske kaffekæde Baresso har også succes. Den har gennem alle sine leveår udvidet kæden med flere barer, så den i dag dækker det meste af landet med 36 barer. Kæden omsætter nu for 76 millioner kroner og har i de seneste to år hentet kædens første overskud.
Børsen side 12.