Efter en årrække, hvor danske ledere har haft fokus på effektiviseringer og rationaliseringer, bør de nu fokusere på at skabe tid til kreativitet. Også selv om de er i krise.
Det fortæller professor og innovationsforsker ved Copenhagen Business School, CBS, Mette Mønsted, til Berlingske Nyhedsmagasin.
– Behovet for at få afsat tid til at være kreativ er større, jo mere pres der er på dig. Jo mere fokus, ledelsen har på at slukke brande, implementere strategier og udføre opgaver, desto større behov er der for at sikre rum til forskning, udvikling og kreativitet. Når man skal være så vanvittigt effektiv i alt muligt andet, så sætter folk sig ikke ned og får nye tanker. Man ser jo ofte i de her videnbaserede institutioner, at de knokler og knokler, og de skal være mere og mere fokuserede og effektive. Så en dag spørger ledelsen: ”Plejede vi ikke at få gode idéer?”, mens forsamlingen sidder og ser helt træt ud og tænker: ”Vil de nu også have det her oveni?”, siger Mette Mønsted.
Hos internet-giganten Google må medarbejderne bruge 20 procent af deres arbejdstid på egne ideer – bare ideerne understøtter virksomhedens overordnede formål. Sådan blev f.eks. Gmail og Google Sky til. Hos den store virksomhed 3M – der bl.a. opfandt den gule post-it seddel – må medarbejderne bruge 15 procent af tiden på projekter, de selv definerer.