Twitter er det hurtigst voksende netfænomen siden Facebook, men danske mediehuse og brugere er langsomme til at udforske den nye platform. Twitter er ultrakorte meddelelser eller overskrifter på op til 140 tegn. På bare tre år er Twitter gået fra at være et køkkenbordsprojekt i Silicon Valley til at være en mediekanal med millioner af brugere. På det amerikanske internetmarked var Twitter det tredjemest populære sociale site i januar, kun overgået af Myspace og Facebook. Twitter viste for nyligt sit potentiale som nyhedsmedie, da et tyrkisk fly i slutningen af februar styrtede ned i Amsterdam. Her kunne Twitter-brugere få minutter efter styrtet sende live-rapporter fra ulykkesstedet. Og for de eksisterende avishuse og tv-stationer kan Twitter blive en kanal, hvor de uden større investeringer kan tiltrække nye læsergrupper. Flere danske medier er så småt begyndt at eksperimentere med Twitter – herunder Ekstra Bladet, DR, TV2 og Tipsbladet.
Børsen MedieMarked s30