Ridehuset i Aarhus dannede i går rammen om uddelingen af landets første Internet Pioneer Awards, som er en hyldest af de personer, som har været med til fremme udviklingen på nettet herhjemme og i den store vide verden.
Prisuddelingen blev afviklet som del af Internet Week Denmark, som i disse dage foregår i Aarhus og fejrer 25 år med “World Wide Web”.
De tre pionerer modtog således hver deres hæder i kategorierne “technology”, “service or application” og “Rethink, hvor er jury bestående fire fremtrædende it-personligheder har vurderet alt fra nominerede privatpersoner til tidligere politikere og kendte erhvervsfolk.
Som pioner inden for “technology” tilfaldt prisen til Lars Rasmussen, som jeg har spillet en nøglerolle i udviklinge af Google Maps og Facebooks “Graph Search”.
– Hver og en af disse bedrifter ville i sig selv være nok til at tildele denne pris til Lars Rasmussen, og tilsammen betyder de, at Lars har haft – og fremadrettet vil have betydelig indflydelse på, hvordan vi og resten af den opkoblede verden bruger internettet, fortæller Preben Mejer, som udover at være medlem af juryen også selv har været en bannerfører for udviklingen af ny teknologi.
Begyndte tidligt
Tilbage i 70’erne kreerede Lars Rasmussen bl.a. et program, der kunne efterligne hans mors underskrift. Mange år senere lagde han, sammen med sin bror Jens grundstenen til det, der senere skulle bliver til Google Maps, da de i 2004 solgte deres virksomhed og kreative evner til Google, hvor Google Maps blev lanceret året efter.
Men de to brødre var dog ikke færdige med Google. De forsøgte at skabe endnu et paradigmeskifte og forsøgte med Google Wave ændre måden at kommunikere på ved at udvikle et omfattende kommunikations- og samarbejdsværktøj, som siden har vist sig at være forud for sin tid. Google lukkede nemlig projektet i 2012, men har sidenhen implementeret flere af elementerne i andre Google-værktøjer, ligesom tjenester som Yammer og Podio bygger på mange af de samme ideer.
I 2010 fik et opkald fra Facebooks Mark Zuckerberg Lars Rasmussen til at rykke videre. Og endnu engang skulle danskeren komme til at spille en nøglerolle, hvor han bl.a. har stået i spidsen for udviklingen af Facebooks semantisk søgemaskine “Graph Search”, som ikke blot forstår ord, men hele sætninger.
Mod på flere eventyr
En anden personlighed, som ligeledes har medvirket til et paradigmeskifte er Jesper Buch, som tilbage i 2000 stiftede Just-Eat. Han blev således hædret inden for kategorien “service or application”.
JustEat udmærker sig som en rigtig startup, da virksomheden kom til verden i en kælder og siden anerkendt som en af største succeser inden for dansk e-handel.
Christiane Vejlø giver Jesper Buch følgende ord med på vejen:
– Jesper formår som få at se muligheder, og tænker forretning på nye måder med brugeren i fokus – og besidder samtidig den for en iværksætter så vigtige staying power.
Jesper Buch har nemlig flere gange, efter han har solgt JustEat, startet forfra og står i dag bag driftige og hurtigtvoksende internettjenester som modetøjsportalen Miinto, Autobutler.dk og Hungry.dk, som skal i øvrigt skal tage kampen op med JustEat.
Den sidste pioner er Henrik Føhns fra Harddisken på DR’s P1, som modtager prisen inden for kategorien “Rethink”. Han modtager prisen i anerkendelse af at være blandt internettets største kulturbærere i Danmark
Har gjort en forskel
Henrik Føhns var sammen med bl.a. Anders Kjærulff Christensen og Peter Hesseldahl med til at starte det populære radioprogram for 20 år siden, da World Wide Web endnu var i sin vorden.
Siden har programmet – og ikke mindst Henrik Føhns medvirket til at holde danskerne ajour med, hvordan teknologiens udvikling i dag påvirker alt fra kultur, business, politik og nuværende tidsalder
– Henrik Føhns har altid favnet spændet mellem det fascinerede og det kritiske, mellem det konkrete og det abstrakte, mellem den nørdede begejstring og formidlingen af relevansen til den brede befolkning, fortæller Anders Høegh Nissen, der nøjagtig ligesom Henrik Føhns, har trådt sine sko på P1’s Harddisken.
Om prisuddelingen siger Anders Høegh Nissen i øvrigt:
“Det har været en stor udfordring at vælge nogle mennesker, der på én og samme tid har tegnet de sidste 20-25 års udvikling af internettet i Danmark – og som samtidig peger fremad og fortsat er aktuelle.”
– Vi forsøgte at favne spændet fra business til tech og til kultur – og vil gerne vælge nogle vindere, som vi om 10 år kan se tilbage på og sige: ”Det var rigtigt set at kåre disse. De har rent faktisk gjort en stor forskel på internettet her i Danmark”, slutter han.