De børsnoterede danske selskaber vil næste år sende knap 28 milliarder kr. tilbage til aktionærerne, vurderer Danske Markets. Det er 26 pct. mere end i år, og 142 pct. mere end i 2008.
Det går faktisk rigtigt godt for en lang række børsnoterede virksomheder i Danmark, der har været i stand til at manøvrere gennem finanskrise og global økonomisk nedtur og er kommet ud på den anden side med en væsentligt mere profitabel forretning.
Det betyder, at de børsnoterede selskaber formentlig til næste år vil sende markant flere penge tilbage til deres aktionærer.
Aktieanalytikerne i Danske Markets, der følger 60 børsnoterede danske selskaber, vurderer, at selskaberne vil sende 27,6 mia. kr. af dette års overskud tilbage til aktionærerne i 2011. Det er 5,8 mia. kr., eller godt 26 pct. mere, end de sender retur til aktionærerne i år, og langt mere end de i alt 11,4 mia. kr., der blev udbetalt i 2009.
– Vi forventer, at de danske børsnoterede selskaber vil øge deres driftsindtjening med 60 pct. i år, efter et fald på 34 pct. i 2009 drevet af store omkostningsreduktioner og lidt bedre salgsvækst, forklarer global aktieanalysechef Thomas Steen Hansen fra Danske Markets.
Business.dk