Det statsejede spilleselskab Danske Spil sender i disse dage breve ud til sine over 5.000 forhandlere for at indskærpe, at de ikke må sælge spil til mindreårige.
Det skriver Politiken.
Den løftede pegefinger kommer, efter at avisen i starten af januar berettede, at børn har let adgang til at spille på sportskampe hos den statslige bookmaker.
Det har fået Danske Spil til at sende en skrivelse ud, hvor konsekvenserne af at lade de unge spillefugle lægge deres penge hos forhandlerne står klart.
I indskærpelsen opfordrer Danske Spil sine forhandlere til at sætte skilte og klistermærker med aldersgrænsen op i butikkerne.
Det sker for at minde om reglerne, lyder det fra Danske Spils kommunikationschef, Thomas Rørsig.
Han oplyser, at Danske Spil i 2014 gav syv skriftlige advarsler og ophævede aftalen med en enkelt forhandler for at sælge spil til børn.
/ritzau/