Spørgsmål som ”Racerkøreren Tom Kristensen stammer oprindelig fra?” og ”I hvilken klub har fodboldspilleren Johan Cruyff ikke spillet?” er nogle af dem, der bliver stillet i et nyt quizspil.

Efter fem sportsspørgsmål kommer et spørgsmål om matchfixing, og derefter går en ny runde i gang.

Blandingen af almindelig paratviden og kendskabet til idrættens reglerne mod aftalt spil er opskriften på at sprede kendskabet til matchfixingreglerne. Quizspillet er en del af DIF’s kampagne ”Spil spillet”, der både kører på de sociale medier og traditionelle medier.

Danske Spil er samarbejdspartner på spillet, der er lavet med hjælp fra bureauet Operate.

– Kampagnen er et godt initiativ til at få bredt kendskabet til DIF’s regler om matchfixing ud til danskerne, ikke mindst blandt idrætsudøverne. Derfor bakker vi op om kampagnen, lyder det fra Thomas Rørsig, kommunikationschef i Danske Spil, i en pressemeddelelse.

På alle platforme

Idéen bag kampagnen er at sprede kendskabet til reglerne om matchfixing til alle – fra ledere og trænere til udøvere. Derfor kører kampagnen både i DIF’s eget medlemsblad og på de sociale medier. I medlemsbladet er der plakater og foldere, som indeholder QR-koder, der leder brugerne direkte videre til quizzen.

Det er ikke helt uden grund, at kampagnen endte ud et i online quizspil, fordi DIF har stræbt efter at ramme målgruppen på deres platform.

– Udøverne er på de sociale medier og bruger mobilen eller en tablet. Så vi ville lave noget der, hvor udøverne er. Samtidig kommer konkurrencegenet frem, fordi man kan dyste mod sine holdkammerater og venner om at klare sig bedst i spillet, forklarer Casper Hollerup, kommunikationskonsulent i DIF.

Viral spredning

Selve kampagnen gik i gang i år og kører fire uger frem, hvor efter der bliver fundet en vinder af quizzen. Vinderen får 5.000 kr., mens top 30 bliver belønnet med OL-tøj eller billetter til sportskampe. Håbet er, at konkurrenceelementet i quizzen gør, at spillet bliver delt på de sociale medier, så der kommer større opmærksomhed på reglerne mod aftalt spil.

Danske Spil, DIF og DIF’s specialforbund som DBU og DHF deler også spillet på deres Facebook-sider, hvor de til sammen har mange følgere. Derudover håber DIF på, at kendte sportsudøvere og sportskommentatorer vil spille og dele spillet.

Brugerne bliver også involveret i designet af spillet, da de kan komme med forslag til nye spørgsmål, så quizzen ikke stiller de samme spørgsmål i fire uger.