Et endnu ikke afgjort udbud i Danske Spil til op imod 90 millioner kroner anklages fra flere sider for at være konstrueret til fordel for en eksisterende samarbejdspartner.
Udbuddet handler om tv-transmissioner af hestevæddeløb. De er siden 2008 blevet produceret af firmaet F3. Kvaliteten har været kritiseret, og programmerne har skabt frustration i hestesporten. Den er ikke blevet mindre efter et kaotisk udbudsforløb af Danske Spil om, hvem der skal have opgaven i de næste tre-fem år.
Grith Skovgaard Ølykke, lektor i udbudsret ved CBS, anfører på baggrund af forløbet og udbudsmaterialet, at Danske Spil har givet sig selv frit spil til at vælge samarbejdspartner uden at følge egne kriterier.
– Dette er et brud på udbudsreglerne, og hvis der klages i tide, kan konsekvensen blive, at klagenævnet kan annullere udbuddet og tvinge det til at gå om, siger hun.
Lektor i udbudsret ved Københavns Universitet Sune Troels Poulsen antyder, at Danske Spil har favoriseret sin nuværende samarbejdspartner:
– Når man lægger det hele sammen, kunne noget tale for, at udbuddet er udformet sådan, at man gerne ser F3 som samarbejdspartner, siger han.
Jyllands-Posten