Danske Spil har brugt sommeren på at vælge en ny leverandør af kommerciel kommunikation til Oddset.

Og valget faldt på et nyt bureau, som er stiftet af udbrydere fra spilkæmpens tidligere reklamebureau, BBDO.

– Det har været altafgørende for mig ikke at rokke båden unødigt. Vi sidder på nogle solide omsætningsmæssige og kommunikative succeser, og specielt Oddsets kommunikative succes bygger på kontinuitet. Derfor lægger vi selvfølgelig heller ikke gode kommunikationsplatforme ned, blot fordi vores faste hold stopper på deres bureau, siger Søren Nielsen, marketingchef hos Danske Licens Spil.

Til gengæld har Danske Spil altså “sonderet” det danske bureaumarked for at se, hvilke muligheder der bød sig. 

Satser på det sikre

En beslutning, som Niels Folmann, den tidligere BBDO-direktør og nu midlertidig direktør for Danske Licens Spil, som står for markedsføringen af  Oddset, Tips, Poker, Casino etc. på det danske spillemarked, utvivlsomt har haft ganske stor indflydelse på.

– Der er mange gode bureauer i Danmark. Men Oddset – og de andre mærker, der hører under Danske Licens Spil – har oplevet en markant fremgang efter liberaliseringen af det danske spillemarked. Dét er der selvfølgelig rigtig mange årsager til – men vores kommunikationsplatforme er helt sikkert én af dem. Derfor vil vi gerne fortsætte i det samme spor – og vi har vurderet, at dem, som er bedst til dette, er de folk som har arbejdet med vores mærker hidtil, siger Søren Nielsen.

Dermed følger Oddset altså udbryderne fra BBDO over i det nye bureau ”Black Rabbit”, som du kan læse mere om her.

– Selvfølgelig har vi været fristet til at gå helt nye veje. Men hvor nye impulser er godt, er kontinuitet i dette tilfælde altafgørende. Og ved at følge det faste hold over i en ny virkelighed får vi det bedste fra to verdener. Et nyt sted med ny energi. Og samtidig folk der kender vores mærker helt ind i hjertet, siger Søren Nielsen.

Og netop det at have mærkerne under hjertet og det daglige samarbejde er noget, der vejer meget tungt i marketingafdelingen hos Danske Spil.

– Folkene i det nye bureau har arbejdet meget tæt sammen med os om mærkerne på et dagligt plan. Og når man arbejder tæt sammen, behøver man ikke tale så meget om Branded Content, Social Media Marketing og andre buzzwords. Så kommer det hele mere eller mindre af sig selv – på mærkets præmisser. Og dét kommer der bedre kommunikation ud af, mener Søren Nielsen.