KMD skal – med Telia som underleverandør – i de kommende fem år binde Danske Spil’s omfatttende IP VPN netværk sammen. KMD får til opgave at sikre netværksdriften for de 4.000 forhandlere.
Kontrakten, som KMD har vundet i et EU-udbud, er på fem år med option på yderligere to års forlængelse. Den samlede kontraktværdi er på et mindre tre-cifret millionbeløb.
Opgaven omfatter fiberforbindelser til Danske Spils hovedkontor og til landets ni travbaner. Derudover skal Telia levere bredbåndsforbindelser ud til de ca. 4.000 forhandlere i Danmark, Grønland og Færøerne, som skal kobles op til Danske Spil for at kunne afvikle Lotto, Tips osv.
– For KMD er aftalen synonym med den største netværks-outsourcingopgave hidtil. Aftalen med Danske Spil er et afgørende gennembrud for os inden for outsourcing af netværksdrift. Det er i volumen en af selskabets største outsourcingopgaver til dato på erhvervsmarkedet og giver os et godt fundament for at tilbyde både offentlige og private virksomheder lignende løsninger, siger underdirektør i KMD, Per Frey.
Om tidspunktet for KMD´s gennembrud siger han:
– Vi har den rette kombination af driftsservices og kommunikationslinjer til den rigtige pris i forhold til nytteværdien – og vi ser frem til, sammen med Telia, at gøre alt for, at aftalen bliver en succes for Danske Spil.
Etableringen af dataløsningerne samt de mange bredbåndsforbindelser foregår fra nu af og frem til august.
cwl