Når munden er fyldt med Doritos-chips, er det svært for andre at forstå ordene, der kommer ud af den chipsfyldte mund.

Så hvorfor ikke hyre et levende talerør, der kan tale for en, mens munden proppes med chips?

Det er tanken bag den danske semifinalist i Doritos konkurrence ”Craft for Super Bowl”.

Det danske bidrag ”Jim figures it out” er lavet af Camilla Agerskov, Stine Thorbøll og Jacob Nørremark, alle tre studerende på Danmarks Medie og Journalisthøjskole, og de kæmper med 23 andre teams om at få deres reklamevideo vist på den største scene for reklamefilm i verden – pausen i Super Bowl.

I stedet for at kaste formuer efter en fængende Super Bowl-reklame, vender Doritos nemlig tankegangen på hovedet. I de seneste syv år har de ladet amerikanere forsøge sig med at lave Doritos’ reklamefilm til Superbowl.

I år har de udvidet konceptet, så også andre lande, i alt 46, kan kæmpe med. Doritos har i år modtaget 5.000 bud på en reklamefilm, og kun 24 er nået til semifinalen.

I januar 2014 bliver feltet skåret ned til fem finalister, hvor af to løber med æren af en reklamefilm på en af verdens fineste platforme for reklamefilm. Derudover bliver hvert vinderteam kontant præmieret med 1 millioner dollar. Doritos har to spots under næste års Super Bowl, og begge spots findes gennem konkurrencen. Det ene spot udpeges af Doritos’ marketingsansvarlige, mens den anden vælges af brugerne, svarende til ”Publikumsprisen” i Danmark.

Fornemt selskab

Det er ikke hvilket som helst selskab, de tre unge danskere har mulighed for at lave en reklamefilm til. Hvert år under Super Bowl er der helt enormt fokus på reklamerne, og de bedste og dårligste reklamer bliver altid kåret.

For annoncørerne er Super Bowl lige så stort som juleaften for et lille barn. Prisen på et 30-sekunders spot til Super Bowl XLVIII er i år sat til 4 millioner dollar. Sidste år var prisen 3,8 millioner dollar.

Super Bowl er en af verdens største sportsbegivenheder, som bliver fulgt af over 100 millioner tv-seere verden over. Blandt de foreløbige annoncører næste år er brands som Chevrolet, Kia, Mars og GoDaddy. Og altså Doritos.

NFL Super Bowl XLVIII løber af stablen den 2. februar på Metlife Stadium i New York.