At brugen af e-Marketing i Danmark endnu er i sin vorden, fremgår tydeligt af en ny analyse fra Future Lab Barometeret, der er et samarbejde mellem Børsens Nyhedsmagasin og Grey-gruppens FutureLab. Rapporten, produceres af AC Nielsen AIM og konkluderer blandt andet, at danske virksomheders forståelse for og brug af e-Marketing stadig ligger på et lavt niveau, og at de ikke udnytter det store potentiale forbundet med den elektroniske markedsføringsindsats.
Danske virksomheder gør primært brug af Internettet som kommunikationskanal, og ifølge Future Lab Barometeret er det den mest simple løsning at kaste sig over. De mener, at der er – eller i hvert fald snart kommer – et væld af andre muligheder som for eksempel mobiltelefoner og Interaktivt Digitalt TV.
Hertil kommer at virksomhederne er for dårlige til at integrere e-Marketing med deres øvrige markedsvendte aktiviteter. I den forbindelse mener Future Lab Barometreret, at e-Marketing – for at opnå den nødvendige synergi og nærhed til kunden – er en ledelsesopgave, og at ansvaret således ikke udelukkende skal ligge i marketingafdelingen.
Et af de øvrige markante resultater er, at kun meget få virksomheder ved, hvad de rent faktisk får ud af deres indsats – og det forekommer paradoksalt, når ni ud af ti virksomheder gør brug af e-Marketing i dag, og når mere end halvdelen mener, at e-Marketing både har en stor værdi for virksomheden og i forhold til at opbygge virksomhedens brand. cnb