Knap halvdelen af landets største virksomheder har organiserede talentprogrammer. Det viser svarene i et rundspørge til Berlingskes Toplederpanel, som omfatter landets 1.000 største virksomheder. Samme tendens ses i amerikanske undersøgelser.
Bl.a. har Boston Consulting Group gennemført en undersøgelse, hvor to af hovedkonklusionerne er, at managing talent og improving leadership development bliver bedømt som to af de vigtigste parametre i fremtiden. Konsulenthuset har spurgt 5.561 direktører i 109 lande.
Talent- og lederudvikling står således for tiden højt på virksomhedernes agenda inden for human capital og human ressource management (HRM). Den vurdering deler professor Henrik Holt Larsen fra Copenhagen Business School.
– I øjeblikket er det virksomhedernes topprioritet, siger han.
Der har dog i de senere år i slipstrømmen på finanskrisen været en tendens til at skrue ned på de store og dyre talentprogrammer, hvor man udvalgte 100 talenter, der fritsvævende blev sendt på et særligt talentprogram. I dag tager de fleste talentprogrammer udgangspunkt i virksomhedens overordnede strategiske udfordringer og kobler det sammen med, hvilke behov for ledelseskræfter organisationen har og får i fremtiden.