Handlen på nettet vokser, men danske virksomheder halter bagefter. En analyse fra Mercuri International, viser at virksomhederne ikke ved, hvordan de skal komme i gang med salget.
Selv om virksomhederne er klar over, at online salg er uhyre vigtigt og vil stige i fremtiden, har de hverken strategi, mål, organisation eller planer på plads for at få salget til at lykkes, viser analysen.
Seniorkonsulent i selskabet Henrik Ehlers siger, at virksomheder godt ved, at online salget bliver en af de vigtigste salgskanaler i fremtiden, og at der er masser af penge at tjene:
– Alligevel kan man have fornemmelsen af, at mange af dem sidder med hænderne i skødet og er glade for at konkurrenten ikke er gået i gang endnu, siger Henrik Ehlers.
87 pct. af virksomhederne i undersøgelsen siger, at onlinesalget skal prioriteres, og 69 pct. af virksomhederne mener, de kunne sælge betydeligt mere, hvis de forbedrede deres online salg.
/ritzau/