Det tegner godt for væksten i danske virksomheder. De vil ansætte flere medarbejdere i år i forhold til år 2004 og 2005. 23 % af virksomhederne vil øge antallet af medarbejdere med mere end 20 %. I 2004 ville 5 % af de danske virksomheder øge medarbejderantallet med mere end 20 % og i 2005 ville 14 % af virksomhederne øge antallet af nye medarbejdere med mere end 20 %.
Disse resultater stammer fra en ny undersøgelse “Recruitment Trends 2006”, foretaget af StepStone. Jobportalen har alt i alt spurgt 2.100 HR-chefer i otte europæiske lande.
Det er ikke kun danske virksomheder, der har positive forventninger til rekrutteringen af nye medarbejdere. Samlet set forventer 66 % af de danske virksomheder at øge medarbejderstaben i 2006. Undersøgelsen viser samtidig, at 81 % af de hollandske virksomheder planlægger at øge virksomhedens medarbejderantal dette år, mens det i Sverige er 72 %.
Morten Heuing, Adm. direktør, StepStone Danmark, siger:
– Vi oplever, at det europæiske jobmarked for karrierestillinger er i fremgang med størst vækst inden for IT, ingeniørfaget og inden for salg. Det er de fagområder, der tydeligvis har de største flaskehalse, og vi har de sidste to år oplevet – og oplever fortsat, at det bliver sværere for virksomheder at rekruttere og finde de rigtige folk netop inden for nævnte jobkategorier og brancher. MSOL