I går kunne vi her på markedsforing.dk fortælle om danske nomineringer ved årets udgave af Webby Awards – webbranchens svar på Oscar-priserne.
En af de nominerede er UncleGrey og North Kingdoms ”The Liberation” for Only – en kampagne, der i øvrigt vandt en guldløve og to sølvløver i Cannes sidste sommer.
Den 38-årige Digital Art Director Daniel Nicolajsen var i sin tid digital art director hos UncleGrey på filmen og kan derfor naturligt nok glæde sig over nomineringen – men næsten endnu mere kan samme Daniel Nicolajsen glæde sig over, at hans egen personlige blog faktisk også er nomineret til en Webby Award.
Bloggen har han puslet med i sin fritid gennem de seneste tre år, og siden starten har den haft ikke færre end 12 millioner besøgende fra hele verden. I tilgift har den 103.000 followers på Twitter.
– The Inspiration er lavet for sjov, og jeg poster kun ting på bloggen, hvis jeg tænker “det gad jeg godt selv have lavet”.
Og da han selv har været i reklamebranchen i en del år, poster han naturligt nok mange reklamer. Den mest populære af slagsen på bloggen er indtil videre Carlsbergs ”Cinema Stunt”, som han postede i december 2012. Den er blevet liket 223.000 gange og delt på Twitter 4.200 gange på hans blog.
Reklamebureauer følger
Selv har Daniel Nicolajsen tidligere arbejdet hos reklamebureauerne UncleGrey og Zupa Recommended, men i dag er han digital art director hos audio-virksomheden Libratone, ligesom han fortsat driver theinpiration.com. Plus, at han i øvrigt har udvidet med et nyt site.
– Theinspiration.com følges af mange internationale bureauer, og der bliver ofte sendt forespørgsler om ting, de gerne vil havde postet. Faktisk så meget, at jeg har lavet sitet ”New Creative Work“, hvor bureauer eller andre selv kan uploade deres arbejde og få det ”bedømt af folket”.
Bloggen indeholder dog ikke kun reklame-relateret materiale, men også posts om alt muligt andet fra kunst og arkitektur til mode og musik.
Og så sniger der sig et interview eller to ind, når det lykkes at få kontakt til de rette. For eksempel lykkedes det ham for et par år siden at få et interview med den legendariske amerikanske art director, designer og forfatter George Lois. Han kaldes ofte den originale ”Mad Man”, med henvisning til den populære tv-serie ”Mad Men”, men er nok mest kendt for sine cover-designs til magasinet Esquire, hvoraf nogle af dem i dag er udstillet på Museum of Modern Art.
Og pengene?
– Ja, selv om der er mange, der gerne vil betale for at poste fx en film med deres produkt, så gør jeg det kun, hvis jeg føler, det passer ind, siger Daniel Nicolajsen, som også fx har sagt nej til flere amerikanske banner systemer, der ville have bannere på bloggen.
– Men det sker da, at jeg accepterer det. For eksempel sagde jeg ja til New Era Caps. De ville give mig kasketter for at få deres produkter vist – men så lavede jeg en konkurrence og brugte dem som præmier.
Besøg the inspiration.com her.
Og læs mere på Daniels eget site her.