Det er ikke første gang, de store, amerikanske bilmærker tegner reklamekontrakter med kendte navne. Tænk bare på Chrysler, som har haft både rapperen Eminem, skuespilleren Clint Eastwood og musik-ikonet Bob Dylan på ”rollelisten” i deres reklamer.
Seneste aftale i dén boldgade løber over to år og er netop indgået mellem Ford Motor og skuespilleren Matthew McConaughey.
Den kendte skuespiller bliver ifølge nyhedsbureauet Bloomberg frontfigur for luksus-serien Lincoln – en serie som Ford gerne vil pushe mere ud til et yngre publikum.
McConaughey kommer i første omgang til at optræde i en reklamefilm for Lincolns nye sportsmodel MKC, og det er danske Nicolas Winding-Refn, der sidder i instruktørstolen.
Mest kendt er den amerikanske skuespiller nok for sine roller i fx How to Lose a Guy in 10 Days, Dallas Buyers Club (som han vandt en Oscar for i 2013), The Wedding Planner og ikke mindst – meget passende – The Lincoln Lawyer, hvor han spiller en forsvarsadvokat, der nærmest bruger sin Lincoln-bil som kontor.
Nicolas Winding Refn, som fik sit instruktørgennembrud med Pusher i 1996, har – ud over Pusher-filmene instrueret bl.a. Valhalla Rising fra 2009, Drive, som sikrede ham prisen som Bedste Instruktør ved filmfestivalen i Cannes i 2011, og senest Only God Forgives fra 2013.
Hvor meget Ford betaler for at ”låne” Matthew McConaughey, ønsker parterne ifølge Bloomberg New ikke at oplyse.
Du kan se en trailer for den nye reklamefilm her.