Den lynhurtige svenske superbil Koenigsegg er i luften med en ny image-film, som har fokus på bilproducentens konstante stræben efter perfektion.
Bag den ny film står tv-selskabet Strix’s kommercielle afdeling, som har hyret den danske instruktør Martin Garde Abildgaard til både at skrive manuskript og instruere filmen.
– Det er en fortælling om, hvordan Koenigsegg konstant stræber efter det perfekte. Det er en refleksion over en perfektion, som er uopnåelig, fordi man hele tiden forsøger at forfine hver eneste bil, der forlader fabrikken, fortæller Martin Garde Abildgaard.
– Bilen, der medvirker i filmen, er eksempelvis nummer 112, men når nummer 113 forlader fabrikken, vil den helt efter grundfilosofien være en forfinet udgave af 112’eren. Det er præcis det dilemma, som udspiller sig i filmen, og en af grundene til, at teknikken træder mere i baggrunden end sædvanligt for reklamefilm for bilproducenter, forklarer instruktøren.
Filmen har allerede vakt stor interesse ved at blive fremhævet på det internationalt anerkendte branchesite SHOTS og kåret som den bedste video af bilsitet TopSpeed.
Det er fjerde gang i år, at Martin Garde Abildgaards arbejde bliver fremhævet af SHOTS: Tidligere i år har både film som ”The Root” for Lakrids by Johan Bülow, ”Light” for Illums Bolighus og ”Bold is Beautiful” for A Race Against Breast Cancer været blandt sitets særligt udvalgte.
Se den nye film for Koenigsegg i toppen af artiklen.