Den japanske bilproducent Toyota spiller for alvor med musklerne på reklame-banen, når Super Bowl-finalen mellem New England Patriots og Seattle Seahawks løber af stablen om en lille uges tid.
Toyota tyvstartede i sidste uge med at lancere en række tv-spots for deres nye Camry-model under overskriften ”One Bold Choice Leads To Another”, og annoncerede ved samme lejlighed, at flere overraskelser var i vente.
En af dem bliver leveret under første quarter af NBC’s nationale tv-transmission af Super Bowl på søndag, og bilproducenten har hyret ingen ringere end den danske instruktør Nicolai Fuglsig til at instruere filmen, som har den amerikanske model og ben-amputerede snowboarder Amy Purdy i hovedrollen.
Reklamefilmen udmærker sig dels ved på billedsiden at følge Amy Purdys daglige strabadser, og dels ved på lydsiden at bruge et interview med bokselegenden Muhammad Ali. Det er også dette, der lægger navn til kampagnen – ”How Great I Am”.
Et af filmens store øjeblikke indtræffer, da Muhammad Ali taler om at blive “slået ned et par gange”, og i det samme styrter Amy Purdy og må ned og bide i sneen – i stedet for i kanvassen.
Reklamefilmen er præcis som de forrige reklamefilm en del af en samlet kampagne, som er udviklet i samarbejde med Saatchi & Saatchi L.A.
Se reklamefilmen her.