– Svenske reklamebureauer er i årevis blevet hyldet i hele verden for deres sublime kreativitet og effektfulde løsninger. Men det virker uretfærdigt kun at blive målt på, det man laver og aldrig på, hvem man er. Derfor er det på tide, at give bureauerne chancen for at vise en anden – og dybere side af sig selv.
Ordene kommer fra Kristoffer Gandsager. Han har sagt sin stilling som ad’er hos Robert/Boisen & Like-minded op og med den nye reklamepris: ”Swedens Most Gästvänliga Agency” vil han nu søge nye udfordringer i Sverige.
– Jeg kommer til Sverige i næste uge for at søge nye udfordringer og for samtidig at uddele denne prestigefulde og once-in-a-lifetime pris. Bureauerne vil blive bedømt ud fra kriterier såsom ”responderingstid”, ”mængden af møderumssnacks” og ”Hvornår-kan-du-begynde-faktor”. Det eneste de skal gøre for at komme i betragtning er at invitere mig til at vise mine ting, siger Kristoffer Gandsager.
Og det kan de gøre på hjemmesiden
www.swedens-most-gästvänliga-agency.se . Så er de automatisk med i konkurrencen om at få lov at ansætte Kristoffer. Vinderen vil blive offentliggjort d. 22. december.
Hele idéen er selvfølgelig et forsøg på at vende jobsøgningen lidt på hovedet.
– I stedet for at jeg skal have bureauerne til at gøre noget for mig, går det nu begge veje. Jeg har altid synes, at ”What’s in it for me?” er den vigtigste huskeregel i reklame, så hvorfor ikke bruge den i forhold til at arrangere en uopfordret jobsamtale, siger han og fortsætter:
– At skulle finde et nyt job er en stor og vigtig del af det at være i reklamebranchen – specielt i en krisetid som nu – og jeg tror, at et nyt og anderledes greb vil interessere mange, siger Kristoffer Gandsager, som har en bacheloruddannelse fra den grafiske højskole og i øvrigt har arbejdet for brands som Ekstra Bladet, Puma, Ikea og Carlsberg.