Finnair har afsluttet jagten på kvalitet på rejserne til Europa, Asien og USA.
Det finske luftfartsselskab startede i september en kampagne ”Rethink Quality”, og udvalgte i den forbindelse fire personer, som i efteråret fik mulighed for at flå et par måneder ud af kalenderen og rejse verden rundt med titel af ”kvalitetsjægere”.
Jobbet bestod i at rejse rundt til Finnairs destinationer i Europa, USA og Asien, bo på luksushoteller, spise på luksusrestauranter og blogge deres uforbeholdne meninger om oplevelserne – som konsulenter og mod betaling.
En af de fire var danske
Christina Lund Sørensen, og nu har 571.803 læsere fra 189 lande valgt hendes blog som den bedste.
De fire bloggere har sammenlagt besøgt 50 byer i 23 lande og delt deres personlige rejsefortællinger med deres trofaste læserskare på den særlige Rethink Quality hjemmeside,
www.finnair.com/rethinkquality.
Det hele endte med et stop ved Finnairs hovedkvarter i Helsinki til en snak om de seneste måneders eventyr.
– Vi er meget tilfredse med det arbejde, vores Quality Hunters har udført. Finnair vil gerne takke Christina, Ella, Warren og Wolfgang for deres dedikerede løsning af opgaven,” siger Finnairs direktør for Marketing Innovation, Antti Nieminen.
Målet er nu fremover at tage de mange erfaringer med i udviklingen af luftfartsselskabets service.
Selv siger Christina Lund Sørensen, at hun håber at have inspireret folk til deres rejse.
– Og jeg håber, at vi har inspireret Finnair til at nå det kvalitetsniveau, som de ønsker at være forbundet med, siger den danske vinder, der vil bruge sin rejsepræmie til en tur til Japan med en ven.
Ud over Christina Lund Sørensen kæmpede britiske Ella Marshall, libanesiske Warren Singh-Bartlett og tyske Wolfgang Wagner om titlen som den bedste Quality Hunter for Finnair.