Den danske fotograf Jacob Christian Hansen kom i april blandt de 10 bedste fotografer ud af en gruppe på godt og vel 600 fotografer fra hele verden i en af Europas mange fotokonkurrencer.

Udbyderen af fotokonkurrencen var phototraining4u, som er et britisk læringssite for fotografer og fotoentusiaster. Grundlæggeren af sitet er topfotografen Mark Cleghorn, og han uddyber Jacob Christian Hansens placering på denne måde:

– Jacob præsenterede i konkurrencen en flot og meget variereret billedpalette, der tydeligt indikerer stærk teknisk kunnen og kreativt flair, lyder skudsmålet.

Det lyder jo fornemt, og især når man tager i betragtning, at de godt 600 deltagere i første omgang blev reduceret til 40 udvalgte.

Jacob Christian Hansens bidrag var et af billederne(se foto) fra en billedserie af den danske operasanger Simon Duus, som blev produceret med henblik på promovering af Simon Duus i London.

Jacob Christian Hansen ejer på femte år virksomheden Zenana Unlimited, og han har siden årsskiftet haft virksomhedsadresse i det kreative bureaufællesskab på Klostermosevej 140 i Helsingør.  Han har en fortid inden for kommunikation og markedsføring fra bl.a. Danske Spil og TV 2.