Jørgen Madsen, der i fjor overtog posten som adm. dir for MTG i Danmark, skal fremover stå i spidsen for mediegruppen MTG’s nordiske forretning.
Madsen har været en del af MTG’s ledelsesgruppe siden 2000, og han har sideløbende bl.a. været formand for bestyrelsen i tjekkiske TV Prima og holdt fod på MTG’s ungarske aktiviteter.
Han er lidt af en MTG-veteran, da han blev en del af gruppen helt tilbage i 1994. Han har også været sponsorchef hos TV3, stået i spidsen for Viasat Sport i såvel Danmark som Norden.
David Chance, der er formand for MTG’s bestyrelse, glæder sig over Jørgen Madsens forfremmelse.
– Jeg siger velkommen til Jørgen i den nye rolle. Han har i mange år vist sig at være en inspirerende leder og glimrende administrator af flere af vores afdelinger foruden at være et værdifuldt medlem af MTG’s ledelsesteam, siger han.
Han mener, at Madsens overtagelse af MTG-gruppens nordiske hjørnekonter kommer på det helt rigtige tidspunkt, da nye teknologier – der bl.a. stiller nye krav på broadcasting-siden – presser sig på, og MTG udvider satsningen på nye markeder.
-Kontinuitet er kritisk for gruppens fortsatte succes, hvilket er en af grundene til, at planlægning af generationsskifter er vigtige i vores daglige arbejde, og det har gjort os i stand til at forfremme en stærk, intern kandidat til denne rolle, siger han.
Jørgen Madsen flytter ind i MTG’s hjørnekontor den 15. september, og han glæder sig til at komme i gang. Han afløser Hans-Holger Albrect, der har stået i spidsen for MTG i Norden siden 2000.
– Jeg er spændt på min nye rolle og taknemlig for at få denne mulighed. MTG er et selskab med en stærk kultur og traditioner for kontinuerlig innovation, lyder det fra den nye MTG-topdirektør i en pressemeddelelse.