BEUC har i over 40 år været de europæiske forbrugeres talerør i forhold til EU’s institutioner og har opnået en central placering ved forhandlinger og beslutninger i Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet. De europæiske forbrugeres organisation har en afgørende betydning som modvægt til industriens hær af lobbyister i spørgsmål vedrørende farlig kemi i hverdagens produkter, fødevaresikkerhed, miljømærker, finansielle tjenesteydelser m.v.
Rasmus Kjeldahl vil bruge formandsposten til at få sat vigtige forbrugerspørgsmål højere op på EUs dagsorden. Både i Kommissionen, som Rasmus Kjeldahl kender indefra, men også i forhold til Parlament og Ministerråd. At formandsposten gik til Danmark må blandt andet ses som en anerkendelse af, at Forbrugerrådets forbrugerpolitiske arbejde gennem mange år har haft stort fokus på det europæiske arbejde.
– Det er afgørende vigtigt, at forbrugerspørgsmål kommer i fokus i det udvidede EU. De mange nye lande har ikke den samme tradition for forbrugerbeskyttelse som herhjemme. Jeg vil være med til at sikre, at forbrugere i alle nye som gamle medlemslande er beskyttet af de samme rettigheder – ikke bare på papir men også i praksis, siger direktør Rasmus Kjeldahl. Kilde: Forbrugerådet