Danske Palle Diederichsen er udnævnt til managing partner og Head of MediaCom Beyond Advertising (MBA) for EMEA-regionen.

Fra nytår flytter han med kone og lille barn til London for at bestride det ansvarsfulde job for et af de første mediabureauer, der satsede på content produktion og distribution på tværs af mediekanaler.

– Jeg glæder mig enormt til det nye job, hvor jeg bliver daglig leder af EMEA-teamet, siger Palle Diederichsen, der for knap fire år siden trådte ind i Beyond Advertising-enheden i Danmark. Den er vokset fra nul til otte medarbejdere siden da. I London skal han være chef for 85 mand og inden for hele EMEA-regionen 350 personer.

Hvad skal du lave ud over at ”være chef”?

– Jeg skal vise retningen, kan du sige. Hvad er det, vi kan tilbyde kunderne, og hvorfor er content så specielt et værktøj. Et andet element er selve det at føre kreativitet ind i et mediabureau. Endelig har jeg et regulært forretningsansvar. Vi skal også tjene penge på ydelserne.

Den danske afdeling er allerede overtaget af Casper Christiansen, der blev headhuntet til opgaven fra Mindshare for fire måneder siden. Palle Diederichsen er derfor allerede i gang med sit nye job, blot med bopæl i København.

Palle Diederichsens udnævnelse er en del af MediaComs ”store plan”, der er en betydelig satsning på content produktion. For første gang udnævnes en global chef for Beyond Advertising. Det er James Morris, der så er chef for 435 content-eksperter i 42 lande i den hastigt voksende disciplin. Morris var den tidligere EMEA-chef for MBA.

MediaCom har tilsyneladende set rigtigt i skabelsen af den nye enhed, der har vundet stribevis af awards for brands som Coca-Cola, Audi og VW.