Fodbold er som bekendt en global sport, en nydelse for milliarder af mennesker, og det er naturligvis også en global pengemaskine.
Så på den ene side er der sublime spillere og deres fabelagtige evner, og på den anden side folk i maskinrummet, der overvejer, hvad disse evner mon kan bruges til?
En af de dygtigste er danskeren Casper Stylsvig, der indtil for nylig har været mest kendt for arbejdet med Manchester United og Old Trafford-brandet. Han skiftede sidste år til Fulham FC med Craven Cottage som hjemmebane.
Denne legendariske klub, der oprindelig var en jagthytte for adelen bygget af Baron Craven, men senere blev den første professionelle London-klub, ligger skønt på bredden af Themsen i det centrale London.
Et interessant karrierevalg. Fra verdens største fodboldbrand til en klub i the Championship?
– Ha-ha, du må gerne drille, men der er en logik bag galskaben. Da jeg fik chancen for at være ansvarlig for alle kommercielle aktiviteter – bortset fra køb og salg af spillere – og en vidunderlig fodboldshistorie i stedet for at være en brik i et gigantisk maskineri, var det en mulighed, jeg ikke kunne sige nej til, siger Casper Stylsvig, der begyndte i Barcelona og de seneste otte år har arbejdet for Manchester Uniteds marketingmuskel.
Nu hedder du Chief Revenue Officer, og hvad ligger der nærmere i det?
– Jeg bestemmer groft sagt over alt lige fra prisen på en kop te på stadion til sponsorforhandlingerne med Adidas. Den tillid viste Fulhams nye amerikanske ejer mig, og da jeg ikke kunne udvikle mig mere i Manchester, var det en meget fristende mulighed.
”London’s Original” er ”Cash Rich – Time poor”
Den nye amerikanske ejer af Fulham er Shahid Kahn, og han betalte ifølge britiske medier små 2 mia. kr. for klubben i juli 2013. Det var manden bag Harrods, Mohamed Al-Fayed, der var sælgeren, og egypteren købte Fulham i 1997 for knap 70 mio. kr.
Så selv om Al-Fayed postede en bondegård i klubben og fik den op i Premier League, varede lykken ikke ved.
– Den nye ejer, Sharid Kahn, har vist sine ambitioner inden for sport ved at løfte Jacksonville Jaguars (NFL-klub i Florida, red.) betydeligt, og han vil igen investere i Fulham, så vi ligger, hvor vi skal, nemlig i Premier League. Bl.a. har vi fået en tidligere global Nike-direktør ind i bestyrelsen for at professionalisere os.
Hvad vil du gøre for at indfri tilliden?
– Vi har skabt en tagline, der hedder ”London’s Original”, og det skal vi råbe højere og især skarpere ud i markedet. Det gør vi, fordi vi ligger i et af de rigeste områder af London med ”Cash Rich – Time Poor” fans. Vi skal gøres os ”cool” over for dem og andre i nærområdet, der jo også rummer bl.a. Chelsea FC.
– Vi har altså den historie, vore fans efterlyser, men til gengæld skal vi præstere på banen (og være i Premier League), ellers vil vore fans hellere spille golf. Sat på spidsen skal vi forsøge det samme, som Tue Mantoni gjorde for Triumf: Vi skal være cool inden for kategorien, men bygge på den unikke fortælling, altså historien.
Fans vil hellere bytte kone end klub
Men det er lettere sagt end gjort?
– Ja, helt afgjort. Da jeg arbejdede i Manchester, fik vi udarbejdet en analyse, der fortalte, at fansene hellere ville skifte kone end klub. Så jeg regner ikke med, at hiver Chelsea-fans ind i store bunker. Men vi kan noget andet: ”Grab a Generation” siger vi, og det vil sige, at vi agter at knytte fans til os fra de er helt unge og indtil groft sagt graven.
– Vi er hædret som ”Family Club of the Year,” fordi vi arbejder stenhårdt for at undgå ballade, så familier kommer her og føler sig underholdt og trygge. Vi arbejder fx med et koncept med en børnepasningsordning for de helt små, så forældre kan se fodbold, mens de mindste passes.
– De lidt ældre børn tages med ind i omklædningsrummet til ”My First match Day”, og vi har også en leg, hvor de unge aflægger en loyalitets-ed. Så vi forsøger i den grad at flette underholdning, god stemning, tryghed og familieværdier sammen med Craven Cottage.
Og kommunikationen?
– Vi er kun lige begyndt på rejsen, men rigtig mange reklamebureauer byder sig til, fordi de ved, at nu sker der noget med Fulham FC. Vi drøfter, hvad vi vil gøre, men vi skal ikke markedsføre Fulham via en megafon.
– Vi skal råbe præcist, vi skal bygge på historien, og vi skal tiltrække familierne, og det er den rejse, jeg har købt ind i, slutter Casper Stylsvig.
Fulham FC har godt 300 medarbejdere ansat, hvoraf de 40-50 arbejder med marketing og kommunikation.