Flere en to millioner iPhone-programmer hver måned.
Så aktive er danskerne til at downloade alt fra stregkode-scannere, vejrudsigtsprogrammer, biografoversigter, vejvisere og vækkeure.
I december måned alene anslås danskerne at have hentet 2,2 millioner små programmer hos Apples app-store.
Det fremgår af rapporten: “Christmas sales at Apple App-store. Accessing the Danish market for iPhone applications” af Jon Lund.
– De nye tal fortæller historien om, hvordan smartphones ændrer vores måde at bruge mobilen på. IPhone-ejerne vil have deres telefoner til at være små alt-muligt-mænd: underholdning, redskaber og beskeder i en stor skøn pærevælling. Og så fortæller de historien om et nyt markedsførings-redskab med sine egne spilleregler, siger Jon Lund.
Rapporten vurderer, at omsætningen i den danske app-store er steget med 150 procent det sidste år og i december 2009 løb op i cirka tre millioner kroner. Det giver udviklerne 1,8 million i hånden efter moms og salgsafgift til Apple.
Med andre ord er der ikke mange kroner til hver, efter de er fordelt.
– Du tjener i snit mindre end tusind kroner om dagen til dig selv på at ligge nummer et i app store. Og det bliver du jo ikke millionær af. Heller ikke selvom salget er i kraftig vækst, siger Jon Lund.
– Hvis du vil tjene penge på apps skal de laves på engelsk og henvende sig til et globalt publikum. Danmark er simpelthen for lille et sprogområde til, at nogen rigtig kan tjene penge på det i sig selv. Og heldigvis er der allerede gode eksempler på danskere, der har søsat virkelig gode internationalt orienterede apps, tilføjer han.