Med en ny kampagne, ”Fair Transport Europe”, vil fagforeningen 3F og en lang række andre europæiske fagforbund sætte fokus på de dårlige vilkår for Europas transportarbejdere.

En del af målet er at samle én million underskrifter, så fair transport kommer på dagsordenen i EU.

Det danske PR-bureau Kasters har stået i spidsen for udviklingen af kampagnen, der er blandt de største i bureauets historie.

En million underskrifter, tak

Og ambitionerne er til at tage og føle på. Ud over de mange underskrifter skal kampagnen gøre hverdagen bedre for alle de mennesker, der kører, flyver og sejler os alle sammen rundt i Europa, lyder budskabet fra de involverede.

Den er forankret i Det Europæiske Transportarbejderforbund (ETF), der repræsenterer 3,5 mio. europæiske chauffører, stewardesser, besætningsmedlemmer og øvrige transportarbejdere – men initiativet kommer fra Danmark.

Et centralt værktøj i kampagnen er brugen af Det Europæiske Borgerinitiativ, som gør det muligt for almindelige borgere at sætte et specifikt problem på dagsordenen i Europa-Kommissionen, hvis det lykkes at samle én million underskrifter i løbet af et år.

Ingen helte og skurke

Det kapløb er netop skudt i gang via kampagnehjemmesiden www.FairTransportEurope.eu.

– Udviklingen af ”Fair Transport Europe” har været en enormt stor, meget spændende, men også kompleks opgave. Social dumping betyder ikke nødvendigvis det samme i Rumænien, som det gør i Tyskland eller Danmark, så det har været en stor udfordring at balancere de forskellige dagsordener og finde en fælles måde at kommunikere på, lyder det fra adm. direktør Søren Kaster i Kasters.

Han fortæller, at bureauet i stedet for at lave en traditionel kampagne, hvor fagbevægelsen skælder ud og finder skurke, har valgt et mere positivt budskab, hvor et samlet Europa siger ’ja’ til fair transport.

– Vi tror på, at den konstruktive tilgang kan få flere til at støtte borgerinitiativet med deres underskrift og åbne de nødvendige døre i EU. Derfor er det også et vigtigt element i kampagnen, at det er transportarbejderne selv, der fortæller deres historie til europæerne. De skal skabe en positiv dialog og få skabt forståelse for både den værdi, de skaber og de vilkår, de er udfordret af, fortsætter han.

Med ombord er også public affairs-bureauet Konsentio, der bl.a. har trukket i de politiske tråde i Bruxelles, mens reklamebureauet DDB Copenhagen har stået for udviklingen af kampagnens kreative koncept.

”Fair Transport Europe” vil i det kommende år blive drevet videre lokalt i deltagerlandene og fra Bruxelles, hvor både Kasters og Konsentio er en del af det faste kampagnesekretariat sammen med repræsentanter fra ETF.