Nogle brands er mindre mundrette at sælge end andre. Carlsberg, Coca-Cola og McDonald’s hører vel til i den lette genre. Men hvad gør man, når man skal sælge mælkesyrebakterier?

Nørgård Mikkelsen har netop udviklet og implementeret en komplet brandplatform for Lactocare, der er markedsleder inden for mælkesyrebakterier i Danmark. Indsatsen omfatter alt fra udvikling af emballager og uddannelse af apotekere til film, annoncer, in-store og digital platform.

Behovet for mælkesyrebakterier er i vækst, fordi op mod halvdelen af alle danskere har problemer med maven i ny og næ. Og da en stor del af immunforsvaret sidder i maven, er det væsentligt, at den holdes i balance. Dét kan mælkesyrebakterier hjælpe med – ergo er det et marked i vækst.

Nørgaard Mikkelsens arbejde med det danske marked har været så stor en succes, at

den globale medicinalvirksomhed Actavis har valgt at lade bureauet udvikle og implementere en ny brandplatform for Lactocare mælkesyrebakterier – en kampagne, der skal rulles ud på 20 markeder.

– Der er meget strenge regler for, hvad man må og ikke må, når vi taler kosttilskud. Vi er vant til at tage udgangspunkt i forbrugernes behov, og der er intet, vi hellere ville, end at fortælle sobert og nuanceret om produkternes anvendelse og effekt. Det har vi ikke lov til her, og det har givet os nogle udfordringer, forklarer kontaktdirektør hos Nørgaard Mikkelsen Camilla Nordqvist.

Trods de restriktive regler for markedsføring af kosttilskud er det lykkedes at løfte salget markant.

– Efter de gode resultater i Danmark bad vi Nørgård Mikkelsen om at lancere Lactocare i de øvrige nordiske lande. Også her var resultaterne så positive, at bureauet nu skal rulle kampagnen ud på 20 markeder fra Bulgarien til New Zealand, fortæller Brand Manager Johanna Hogfeldt fra Actavis i Stockholm.

Samtlige indsatser fra above-the-line, apoteker kommunikation, digital platform og emballager mv. tilpasses de forskellige landes behov og lovgivning.