Den nye, globale kampagne fra Mercedes er både dansk instrueret og dansk produceret.
Bag filmen står nemlig produktionsselskabet Nobody og den verdenskendte danske instruktør Nicolai Fuglsig.
Han er ”i stald” hos Nobody og blev for et par år siden verdenskendt for sin instruktion af Sony Bravia-reklamen ”Balls” med de mange kulørte hoppebolde i San Franciscos gader og siden bl.a. for Guinness formidable dominoeffekt-film ”Tipping Point”.
Sjælden kombination
Det hører til sjældenhederne, at globale kampagner er rene danske produktioner, men kombinationen af Fulgsigs talent og Nobodys fleksibilitet gjorde duoen interessant for Mercedes.
– Vi har at gøre med en produktion, som er den hurtigst godkendte Mercedes-reklamefilm nogensinde. Og det er til trods for, at vi har brugt hele verden så at sige. Kunden er Mercedes i Stuttgart, reklamebureauet Jung von Matt er fra Hamburg, produktionen og lyd foregik i København, post-produktion i L.A. & London, optagelser uden for San Francisco, instruktøren er bosiddende i Los Angeles, og fotografen er fra Holland, siger producer Niels Kau, Nobody.
Marilyn og James Dean
Også animationskræfterne og special effect-teamet bag filmen har været særdeles stærke navne.
Stan Winston Studio fra LA, som står bag film som Terminator, Jurassic Park og Alien har f.eks. hjulpet med at bringe de to afdøde skuespillere Marilyn Monroe og James Dean til live.
– Set med internationale øjne er vi er et lille produktionsselskab. Men vi har de rigtige relationer til dygtige, internationale fotografer, teknikere, lyd- og postproduktionsfolk, som gør at en dansk produktion får et globalt islæt – og høj kvalitet. Vores størrelse betyder også, at vi kan være fleksible på en helt anden måde, end de verdenskendte brands er vant til, siger producer i Nobody, Jacob Raben, som vurderer at netop fleksibiliteten hos det blot seks mand store selskab var noget af det, der tiltalte Mercedes.
Ud over Nikolai Fuglsig repræsenterer Nobody instruktørerne Christian Lyngbye, Asger Leth, Shelly Love, Adam Bonke og PingPong.
Se filmen her: