Nike har for nylig lanceret en anderledes løbesko med titlen ”Lunar Epic Flyknit”, og i den forbindelse ville sports-giganten have kreeret en launch-film, der bl.a. skulle bruges til promotions i Nikes internationale flagship stores.

Opgaven blev sendt i pitch for snart syv måneder siden, og det københavnske motion design-hus Frame.dk var med på vinderteamet.

– Det var helt tilbage i august sidste år, at vi – via New York-produktionsselskabet Blacklist – blev inviteret til pitch på, hvad der dengang var et ultra-hemmeligt projekt. Pitchen løb over fem runder, og der var ikke overladt noget til tilfældighederne, så vi var selvfølgelig rigtig glade for at vinde opgaven sammen med vores samarbejdspartner Tendril fra Canada, fortæller Thomas Bay, der er Executive Producer & Partner hos Frame.dk.

Nike ville have, at filmen visualiserede den vægtløshed og den futuristiske teknologi, der ifølge sports-giganten selv karakteriserer den nye løbesko – og samtidig ville man gerne have, at filmen var inspireret af et ganske bestemt, og meget karakteristisk bjergområde, Pariah Canyon, der ligger i Utah og Arizona.

Globalt team på rumvandring

Resultatet af projektet, som kørte over det meste af fire måneder, blev en film, der skaber en næsten rumvandrings-lignende oplevelse på en fremmed planet, hvor den nye løbesko sætter sine helt egne spor.

Filmen er instrueret af Tom Crate fra Frame og Christopher Bahry fra Tendril, og det meste af produktionen blev lavet in-house hos Frame.dk – men involverede også en masse forskellige artister med spidskompetencer fra hele verden, såsom Canada, USA, Brasilien, Tyskland, Slovenien og England.

– Men det var nu ikke samarbejdet på tværs af kloden, der var den største udfordring. Det var derimod eksekveringen af universet, som var inspireret af Pariah Canyon, et fantastisk smukt sted i USA med klippelag i alverdens farver. Hele filmen blev skabt i 3D, så der var en masse research og eksperimenteren frem og tilbage. Men vi er meget stolte af resultatet, siger Thomas Bay.

Filmen kan lige nu ses i Niketown-stores i bl.a. New York, London, Tokyo og Berlin – og naturligvis herunder – efterfulgt af en ”Behind The Scenes”-film.

Nike Lunar Epic Flyknit

Nike Lunar Epic Flyknit – Process