Når det i morgen bliver afsløret, hvem der kan tage æren for årets mest effektive europæiske reklamekampagner, har to danskere været med til at sætte deres aftryk.
Og begge danske repræsentanter i juryen ved EACA’s Euro Effie Awards er fra Grey.
I første juryrunde deltog strategisk planner Daniel Mikkelsen, hvor der i anden runde blev plads til Grey Nordics administrerende direktør Carl Erik Kjærsgaard.
Sammen med 48 andre jurymedlemmer har de været med til at bedømme 70 europæiske cases, som alle dokumenterer effekten af de respektive reklamekampagner.
Fra organisationens side er der glæde over den danske jurydeltagelse.
– Grey er en stor bidrager til EACA og har selv to gange vundet en guld Euro Effie Award. Sidst i 2008 for en Coca-Cola Zero-kampagne. Vi er glade for, at de er en del af årets jury-arbejde, siger general director Dominic Lyle, EACA.
EACA Euro Effie bliver tildelt de kampagner, som har opnået succes igennem bevist effektivitet på mindst to europæiske markeder.