Endnu engang er der fundet plads til danskere og til deres øjne, når der til sommer skal bedømmes indsendelser ved Cannes Lions.
– Det er simpelthen et mekka for inspiration og innovation for alle nysgerrige i markedsføringsindustrien, og vi er glade for, at tre kreative fra den danske branche endnu en gang er repræsenteret i juryerne i nogle af de kategorier, der flytter sig allermest netop nu, siger Jacob Fischer, chef i TV 2 Marketing Business Relations.
Det er igen i år TV 2, der skal håndtere det danske repræsentantskab for Cannes Lions.
Den første af de danske jurymedlemmer er kreativ direktør Simon Wooller fra Halbye Kaag JWT, som skal sidde med i Film-juryen.
”At deltage i film-juryen er en stor ære og en fantastisk mulighed for at arbejde sammen med nogle af verdens dygtigste inden for reklamefilm. Jeg ser virkelig frem til at opleve den højeste kvalitet fra de bedste bureauer, og samtidig bliver det naturligvis spændende at få et overblik over tendenserne (inden) på området netop nu”
I Direct-juryen skal Relationshusetgekkos kreative direktør Sonja Lund sidde med ved højbords.
”Jeg glæder mig til at se en masse spændende kampagner og kreative løsninger på konkrete udfordringer. Derudover forventer jeg at få udvidet mit netværk og ikke mindst min horisont gennem diskussion med en række dygtige fagfolk omkring, hvor Direct-kategorien bevæger sig hen i øjeblikket”
Sidst men ikke mindst skal Rasmus Frandsen, der er kreativ direktør hos LBi Copenhagen, være med til at bedømme de indsendte arbejder i Cyber-kategorien.
”Det er stort at blive udvalgt til Cannes-juryen, og ud over hårdt arbejde venter jeg mig en masse information omkring, hvor den digitale markedsføring går hen i en tid, hvor grænserne mellem discipliner og bureautyper er slørede”
Den 57. udgave af Cannes Lions International Advertising Festival finder sted fra den 20. til 26. juni 2010.