To danskere er blandt de få udvalgte Sitecore-specialister fra hele verden, der i disse dage modtager hædersbeviset MVP Program (Most Valuable Professionals).
Den danske CMS-udvikler Sitecore har global succes og høster priser og anerkendelse verden over. Men med et nyt initiativ er det Sitecores tur til at uddele rosen.
Blandt de 13 hædrede specialister er danske Klaus Petersen, stifter af Alpha Solutions og Thomas Eldblom, Core Technology Manager hos Pentia.
For at komme i betragtning til hæderen skal eksperterne vise ”exceptionelt teknisk lederskab og frit og objektivt stille viden til rådighed for andre brugere og udviklere inden for Sitecores innovative CMS-produkter.”
Klaus Petersen fra Alpha Solutions siger:
– Jeg er beæret over at være blandt de få udvalgte MVP’ere. Sitecore leverer avancerede løsninger af højeste kvalitet, der imødekommer kundernes behov for at udvikle udbytterige og fængslende websites. Deres innovative teknologi, mit gode forhold til virksomheden og personerne bag inspirerer mig til at dele ud af min indsigt og ekspertise i Sitecore med så mange Sitecore-partnere og kunder som muligt.
– Vores MVP Program anerkender de specialister, der har ydet ekstra meget for at hjælpe andre i Sitecores verden af konsulenter og udviklere. Formålet er at hædre de mest aktive specialister, der yder uvurderlig hjælp til alle i Sitecores communities. Vi har en fantastisk gruppe MPV’ere i år, og vi ser frem til at følge, hvordan de fortsat vil udvikle vores brugere, siger Thomas G. Andersen, direktør i Sitecore Danmark.
Sitecore, der er etableret i 2001, udvikler content management systemer, der gør det muligt for kunderne at præsentere dynamiske websites, der er nemme at redigere.
Virksomheden beskæftiger i dag 120 medarbejdere på internationalt plan og tæller blandt andre
Microsoft, Mazda og Novo Nordisk blandt sine kunder.