Det er sjældent, det sker, men der er faktisk danskere, der inviteres til Cannes Lions for at inspirere de store annoncører og bureauer under VM i reklame.
I år får det blot to år unge bureau Another taletid sammen med en af verdens ubestridt smarteste annoncører, LEGO, der oven i købet er et af verdens mest elskede brands.
Emnet er ”Co-Creating The Future”, og det er det, fordi Cannes Lions-ledelsen og juryerne mener, at netop Co-Creation er essentiel, ikke mindst i en digital verden.
Og som de fleste allerede ved, er den globale kreative økonomi mere end nogensinde drevet af en mere åben tilgang til, hvordan produkter og brands udvikles.
Casper Willer, kreativ direktør og partner i Another, er selvsagt begejstret over et ungt bureau som Another er vejet og fundet tungt nok til at skulle lære fra sig på den store internationale scene, og ikke mindst tale om et emne, der er både vigtigt og ligger bureauet stærkt på sinde.
– I samarbejde med LEGO vil vi prøve at invitere de Cannes delegerede ind til en seance , hvor vi inspirerer til en mere åben og samarbejdsorienteret tilgang til kreativitet. Nye tider kræver nye tilgange, og vi håber både bureaufolk og marketingansvarlige vil være med til at bevæge branchen fra den gamle lukkede bureaumodel, til en ny mere åben tilgang til kreativitet, siger Casper Willer.
Med på podiet er Peter Espersen, Head of Co-Creation i LEGO, og han deler naturligvis ud af sine erfaringer med fremtidens kreativitet og den ressource, der ligger hos forbrugerne, partnerne og stakeholderne.
Så vidt markedsforing.dk er orienteret, er Another det eneste danske bureau, der er blevet bedt om at præsentere deres syn på fremtidens kreativitet på festivalens første dag, søndag den 21. juni kl. 11.30 og igen kl. 13.30 i Grand Palais.
Se, lyt og læs mere her.