Den danske småkagefabrikant Kelsen anklager Mayora, der årligt omsætter for mere end 10 mia. kr. og sælger småkager i Kina under navnet Danisa, for falsk markedsføring og vildledning af de kinesiske forbrugere.
Det skriver dagbladet Børsen.
– De pynter sig med lånte fjer og giver indtryk af, at deres småkager er danskproducerede. Vi anså dem i starten som en kopist ligesom alle andre, men de har nogle store markedsføringsbudgetter, der betyder, at de vokser markant og skader vores salg, siger Brian Rønsholdt, adm. direktør, Kelsen Group, til Børsen.
På Mayoras kagedåser i Kina står der både Danish Speciality Foods APS, Copenhagen Denmark og Original Danish Recipe, og da der samtidig er et billede af en kongekrone, skriger det til forbrugerne, at det er et dansk produkt, mener Kelsen.
Børsen