Adwords, bannerstyring, sites, Facebook, Twitter  og….  Markedsføring  er ikke blevet en enklere disciplin i takt med, at stort set alt bliver til et-taller og nuller.
Meget er allerede sagt og skrevet om fænomenet, og blandt dem, der lyttes til blandt marketingdirektører verden over, er den amerikanske konsulentvirksomhed og tænketank, Forrester Research.
I en nyligt offentliggjort rapport beskriver Forrester, hvordan de forskellige discipliner indenfor digital markting smelter sammen og stiller nye krav til virksomheder, bureauer og teknologiplatforme.
Rapporten med titlen ”Revisiting the Online Marketing Suite” konkluderer, at selve definitionen af marketing er i opbrud på grund af de mange digitale muligheder. Løsningen er at konsolidere sine digitale satsninger på en central strategisk teknologiplatform, hævder Forrester.
Forrester gennemgår derefter en kort række af virksomheder med potentiale til at levere på visionen.
Danskere i god position
Udover amerikanske IT-giganter som Adobe og IBM peger Forrester på danske Agillic, der fremhæves som en af få teknologiplatforme med potentiale til at samle trådene.
Agillic udvikler software, der gør bureauer og annoncører i stand til køre markedsføringskampagner på tværs af kommunikationskanaler.
– Det er rigtigt spændende, at Forrester beskriver en udvikling, som vi på egen krop har oplevet nærmest eksplodere de seneste par år, siger Peter Schlegel, direktør med ansvar for Agillics internationale strategi.
Når virksomhederne begynder at tænke digital markedsføring på en mere integreret facon, bliver det nødvendigt at gøre teknologi til en endnu mere central del af ligningen, hævder Forrester.
Rapporten tegner et lidt spredt billede af teknologispillere med mastodonter som IBM og Adobe i den ene ende og en mindre spiller som Agillic i den anden. Men det mener Peter Schlegel, at der er en logisk forklaring på:
– I virksomheder hvor man har gjort IT til den afgørende beslutningstager og trives med lidt tungere processer, så er integrationskrævende platforme som eksempelvis Unica og IBM oplagte. Men vi ser en stor efterspørgsel på mere agile platforme som marketing kan løfte sammen med deres bureau og uden at skulle forlade sig på IT afdelingens nåde, siger han.
Agillic har hovedkvarter på Christianshavn i København og kontorer i London og Kiev. Blandt kunderne er bureauerne Ogilvy, Wunderman og DBB, og brands som Toyota, McCain, DSB og Telenor.
Selskabet er ejet af kapitalfonde og kører med røde tal på bundlinjen, men det forventer Peter Schlegel ikke varer ved.
– Vi er vokset mere end 100 procent om året i snart tre år i træk, og derfor forventer vi at nå break even inden for de næste seks måneder, slutter han.