Når markedsføringsklaveret om få dage begynder at spille på alle tangenter for Tim Burtons seneste animationsfilm 9, er et lille, dansk bureau med til at dirigere.
Som et led markedsføringen har det danske firma KathArt Interactive udviklet et omfattende community site, der helt i tråd med filmens tema, giver brugere verden over mulighed for at uploade og gemme deres tanker og billeder til eftertiden.
I filmen overtager maskinerne nemlig jorden, og kun ni dukker, som det er lykkedes en forsker at puste liv i, overlever.
– Websitet til 9 har været en ønskeopgave for os. Vi er rigtig stærke på ideudvikling, design, brugerfladedesign og flash-udvikling, og et site som dette betyder, at vi får mulighed for at udnytte alle vores kompetencer til fulde, siger idé- og strategi-direktør Franz Berliner, KathArt Interactive.
På sitet flyver brugeren rundt i en verden af billeder, som vedkommende kan zoome sig ind i og på den måde opleve andre brugeres billeder og erindringer.
Sitet er integreret med en række andre community-sites som Facebook, MySpace og Blogger.
Forspring til konkurrenter
KathArt Interactive har løst opgaven for det amerikanske marketingbureau Rocket XL.
– At valget faldt på os er nok lidt historisk betinget. Vi var blandt de første til at arbejde med en teknologi der gjorde de muligt at vise 3D i Flash. Det har klart givet os et forspring i forhold til flere af vores konkurrenter, siger Franz Berliner.
– Men at de turde vælge os, med de mulige problemer der kunne opstå ved at samarbejde med en dansk partner i stedet for en amerikansk, er vi selvfølgelig stolte over – og at de var villige til at betale for det, fortsætter han.
Kendskabet i udlandet til KathArt Interactive voksede efter udgivelsen af en række
virale online spil om blandt andet Apples Steve Jobs og det danske Fodboldfjols.
Berømmelse blev konverteret til kontrakter på en række online spil for blandt andet ur-producenten Swatch og den amerikanske supermarkedskæde TJ-Maxx.
KathArt har tidligere lavet oplevelsesorienterede flashsites til danske kunder, men denne opgave er den første internationale af samme observans.
– Vi har haft lidt svært ved at overbevise kunder om, at vi kunne andet end spil. Men det er lykkedes nu. 9 er helt sikkert vores flagskibsprojekt, siger Franz Berliner.