Designeren Arne Jacobsen er det seneste navn i rækken af danske personligheder, der pryder halepartierne på Norwegians fly. I foråret kom Piet Hein og Ludvig Holberg på. H.C. Andersen i sommer, og nu følger Arne Jacobsen og Søren Kierkegaard. Fælles for “haleheltene” er, at de alle er personligheder, der på den ene eller den anden måde har udfordret det traditionelle. At valget er faldet på ophavsmanden til Svanen og Ægget, Arne Jacobsen, og en af eksistentialismens fædre Søren Kierkegaard er derfor ikke noget tilfælde. – Vi er glade for, at vi har fået muligheden for at hylde store personligheder fra hele Skandinavien ved at afbilde dem på vores fly. For os symboliserer heltene viljen og modet til ikke at gå i andres fodspor, siger Norwegians adm. direktør Bjørn Kjos. Norwegian opgraderer løbende sin flyflåde og nye fly dekoreres med både danske, svenske og norske helte. På billedet her er det således den norske komponist Edward Grieg, der sætter landingshjulene på jorden.