Lion & Lion, et af Sydøstasiens største og hurtigst voksende digitale marketingfirmaer, er solgt for mindst 100 mio. kr. til japanske Septeni Holdings, et ledende digitalt marketingbureau, der handles på børsen i Tokyo.
Lion & Lion der blev grundlagt i 2012 af Mads Faurholt-Jørgensen og Stefan Bruun, har i dag over 170 ansatte på tværs af Hong Kong, Malaysia, Singapore, og Indonesien, og drives af et management team som blandt andet inkluderer danskerne Casper Andersen, der er direktør, og Jakob Ermgaard Knutzen, der leder virksomhedens afdeling i Indonesien.
Lion & Lion har vundet talrige priser såsom ”Social Media Agency of the Year”, ”Search Marketing Agency of The Year” og andre kategorier flere år i træk for deres klienter, der inkluderer internationale brands såsom L’Oréal, Ikea, Nestlé, Google og Apple.
Stefan Bruun, Managing Partner hos Nova Founders Capital og den formelle ejer af Lion & Lion, siger:
– Når vi sælger en virksomhed, vi har startet, er vi naturligvis glade, men jo også triste. Mads og jeg er fantastisk glade og stolte over at have startet Lion & Lion, og resultatet af hårdt arbejde af 170 ansatte gennem nogle år, der har troet på os og vores ambitioner om at bygge det ledende digitale bureau i Sydøstasien.
Mads Faurholt-Jørgensen, Managing Partner hos Nova Founders Capital supplerer:
– Det her er fantastisk. For det første betyder salget, at vores kollegaer får nye fantastiske karrieremuligheder med et super selskab, og at vi har kunnet gøre flere medarbejdere til millionærer.
– Dernæst manifesterer salget vores tro på vores forretningsmodel i Nova Founders Capital om struktureret at bygge virksomheder med kontrollerbar risiko og super forretningsmodeller. At vores investorer i Lion & Lion får et afkast på 1760 pct. over 4 år er endnu et eksempel på dette.”
Transaktionen er en milepæl for Lion & Lion og understreger deres position som Sydøstasiens ledende, uafhængige og digitale marketingbureau. De nye ejere, Septeni Holdings, styrker samtidigt deres position og har lagt fundamentet for yderligere stærk fremtidig vækst.
– Vi har over de sidste år sikret os en stærk position på markedet med hjælp fra Mads Faurholt-Jørgensen og Stefan Bruuns store erfaring og ekspertise inden for forretningsudvikling. Sammen med Septeni Holdings ser vi frem til at udbygge vores markedsposition yderligere, uddyber Casper Andersen, Managing Partner hos Lion & Lion.
Koki Sato, Septeni Groups bestyrelsesformand, tilføjer om købet:
– Vi har været meget imponerede over den track record, som teamet bag Lion & Lion har, samt deres utrolige præstation over de sidste år. Købet af Lion & Lion giver os muligheden for at opdyrke vores markedsposition i et hurtigt voksende sydøstasiatisk marked.